Referat af bestyrelsesmøde i Bylundens Grundejerforening
Tirsdag d. 28. juni 2016 kl. 19.00 – 22.00
Find word version af referatet her: Referat af bestyrelsesmøde 18/6-2016 (4 downloads )
Til stede:
Laus Jensen
Laila Kynde
Jens Kristian Havkrog
Annemette Ørslev
Mia Leimand
Rasmus Stoklund (referent)
- Opfølgning på udearealer og arbejdsdag
En god dag med flot fremmøde og positivt at mange, der ikke kunne deltage på dagen, havde gjort en indsats forud for dagen. Bestyrelsen beklager, at der ikke blev afholdt en grillfest på dagen, men beslutningen blev truffet, da det blev vurderet, at mange ikke havde overskud til mere, da arbejdsdagen var afsluttet.
- Status på træfældning
Jens Kristian har indhentet tilbud på at få fældet og stubfræset det syge træ i hjørnet af parkeringspladsen, og vi har taget imod et tilbud på 9000 kr. incl. moms. Det forventes fældet umiddelbart før eller efter sommerferien.
Mht. redskabsskur er det ifølge lokalplanen muligt at opføre et redskabsskur, hvor det træ, der skal fældes, står og jf. beslutningen på generalforsamlingen. Jens Kristian undersøger forskellige skur-modeller og kommer med et forslag.
- Drøftelse af klaversagen
Bestyrelsen mener fortsat støjniveauet for klaverspil er på et uacceptabelt højt niveau, og at det er et brud på husordenen, at der ikke i langt højere grad tages højde for den store gene støjen udgør for andre naboer i Bylunden.
- Hegn
Bestyrelsen modtager to tilbud på to forskellige hegn til baghaverne; så snart de modtages mødes bestyrelsen til et kort møde for at vedtage, hvilket af tilbuddene, der bliver retningslinje for hegn i Bylunden. Bestyrelsen har med udgangspunkt i lokalplanen besluttet, at man maksimalt må lave hegn, der går 250 cm ud fra væggen og er maksimalt 180 cm højt, men minimum 160 cm. Der må kun opsættes hegn, hvis naboerne, som hegnet adskiller, indbyrdes er enige. Naboerne kan frit beslutte, om de ønsker et hegn, der er mindre end 250 cm langt. Bestyrelsen forventer en afklaring i løbet af de kommende otte dage.
- Drøftelser omkring fremtidig snerydning
Laila præsenterede et nyt tilbud fra FMT, som præciseres forud for næste møde. Jens Kristian indhenter et tilbud hos en anden virksomhed.
- Status på radonanalyse og eftersyn af kloakker
Laila har undersøgt ift. radonanalyse, og fået oplyst at den kun kan foretages om efteråret. En radon-analyse koster omtrent 2000 kr.
Jens Kristian har undersøgt om kloakken skal renses; den er som udgangspunkt selvrensende og behøver derfor ikke renses.
- Forberedelse af 1 års gennemgang
Bestyrelsen opfordrer til, at folk skriver punkter på til etårsgennemgangen. Laus skriver genopfordring på Facebook.
Bestyrelsen er bekendt med, at nogen ønsker byggesagkyndig ved 1 års gennemgangen. Bestyrelsen er enige om, at husstandene selv står for at indgå en aftale med en byggesagkyndig, hvis det ønskes; det står folk frit for at gå sammen om at indhente et tilbud til de, der ønsker en byggesagkyndig.
- Sommerfest den 20. august 2016
Mia udsender en invitation til et sammenskudsgilde, hvor grundejerforeningen giver drikkevarer.
- Eventuelt
Bestyrelsen er ved at undersøge, hvordan rammerne for opsætning af markiser er for Bylunden.
(Referatet er godkendt per e-mail af alle bestyrelsesmedlemmer)
